GINSTR – Stuttgart Dry Gin

Da jeg for et par måneder siden fik en henvendelse fra den danske importør Ginministeriet som importerer tyske GINSTR, var det straks noget det fangede min opmærksomhed. Den tyske gin vandt prisen som ”Bedste gin til gin&tonic” ved IWSC, og hvis man kender til de internationale spirituskonkurrencer ved man også, at dette er konkurrencen som kommer klart tættest på et officielt verdensmesterskab indenfor spiritus.

Det gik dog op for mig, at jeg egentlig ikke kendte så meget til denne flaske, som altså stammer fra den sydtyske by Stuttgart, så jeg gik i gang med at researche lidt, og her er hvad jeg fandt ud af.

Lad mig starte med at fortælle om idéen bag denne gin. Her skal vi nogle år tilbage i tiden, hvor den kendte radiovært Alexander Franke skulle lave et interview med sønnen af Escher familien Markus Escher. Escher-familien har igennem mange år drevet en vingård, hvor de har produceret blandt andet fantastiske Riesling, og heraf er familien også et velkendt navn i det sydtyske. Efter interviewet opstod et venskab blandt de to unge mænd, som altså senere skulle vise sig, at ende ud med en pris til en af verdens mest anerkendte spirituskonkurrencer.

Markus er født og opvokset på vingården, og er fra barnsben blevet oplært i kunsten af lave vin, men han har altså også tillagt sig nogle færdigheder inden for destillering af spiritus. Født ind i en familie af vinmagere, har det givetvis altid været en selvfølge, at Markus også ville forfølge en drøm i denne branche, men lige så oplagt var det måske ikke med hans gode ven Alexander Franke. Alexander er kendt fra underholdningsbranchen, og han har blandt andet haft sit eget radioprogram som i 2007 vandt den tyske pris for ”Bedste musikshow”. Han har interviewet store stjerner som 50 Cent, David Guetta og Jean Paul, men om disse stjerner sidenhen har smagt deres gin, var jeg dog ikke i stand til at finde ud af.

Hos den danske importør Ginministeriet er man meget begejstret for at have fået denne prisbelønnende gin ind i sortimentet, og denne begejstring kan jeg kun tilslutte mig. Det er en interessant gin med en dominerende duft og smag fra citrusfrugter, understøttet af enebærret og en let krydret profil med blandt andet kardemomme og koriander. For mig skinnede kardemomme mest igennem i forhold til krydderierne, men det hele var faktisk utroligt velafbalanceret. Faktisk så indeholder ginnen intet mindre end 46 botanicals, hvilket ikke er uhørt i ginnens verden, men dog stadig sjældent. De fleste af de botanicals der bruges dyrkes selv, eller opdrives fra lokale gartnerier – og hvis en ingrediens ikke findes her, så bruges det lokale marked, Markthalle Stuttgart som leverandør.

Ginnen bliver lavet på Markus’ familiegård, hvor de altså har deres eget destilleri, som dog stadig ejes af forældrene. Hvert batch giver 711 flasker med en alkoholprocent på 44, og foregår altså på den smukke ”small batch”-vis med manuelt håndarbejde fra start til slut.

Med en oprindelse i den tyske by Stuttgart, og en botanicalliste der rummer 46 ingredienser er det svært at leve op til byens storebror på ginscenen, men GINSTR gør altså et fremragende stykke arbejde især når vi snakker om gin og tonic. Prøv den eventuelt med lidt frisk skal fra en økologisk citron eller en dehydreret skive appelsin.