For nogle få uger siden hoppede jeg på et fly mod Tromsø i Norge for at besøge Aurora Spirits som er den nordligste i verden. Med mig havde jeg ingen ringere end den gode Michael Sperling, og vi så frem til en arktisk eventyr med en masse sne og selvfølgelig gin!

destilleriet i det arktiske vinter landskab

Når jeg tidligere i mit liv har rejst til Norge, var det til områder som Hemsedal og Trysil. Selvom der her ganske vidst også var en masse sne, så var turen til Tromsø en helt anden oplevelse. For at sætte afstanden lidt i perspektiv, så er der i kørsels afstand 2.200 kilometer fra København til Tromsø – det er samme afstand som hvis du kørte fra København til Barcelona!

Snesko er en af de populære aktiviteter, udover at drikke gin naturligvis

Nuvel, vi fløj heldigvis, så det tog kun omkring 3 timer. Da vi ankom til Tromsø Lufthavn, ventede os en ”lille” køretur set med norske briller. Den tur tog 3 timer, men heldigvis var det gennem det smukkeste landskab med fjord på en ene side og det sneklædte fjeld på den anden.

Vel ankommet til Lyngen og destilleriet blev vi indkvarteret i vores lille hytte, hvor vi skulle bo de næste to dage. De små hytter som ligger ved siden af destilleriet er bygget udover fjorden og med store panoramavinduer. Når du vågner om morgenen bliver du mødt at den smukkeste udsigt, så smuk at jeg den første morgen bare sad og kiggede ud ad vinduet i flere timer. Fantastisk!

Aurora Fjord Cabin’s som vi boede i under vores ophold

Endelig blev det tid til at besøge destilleriet og møde menneskerne bag. Vi blev budt velkommen af Ingjerd som er leder på destilleriet sammen med hendes kompagnon, Tor Petter. Vi var heldige at komme med på dagens første ”distillery tour” som de holder flere gange om dagen, både for store og små selskaber. Her fik vi en oplevelse inde bag destilleriets døre, hvor de blandt andet viste os hvordan de laver akvavit, whisky og selvfølgelig deres Bivrost Gin. Efter turen var der heldigvis tid til at vi kunne mixe et par gin&tonics i deres bar, som er indrettet på flotteste arktiske vis – og nå ja, udsigten herfra er exceptionel.

destilleriets bar og udsigt

Hos Aurora Spirits laver de både akvavit, whisky og gin. Akvavit er en lang og stolt tradition hos nordmændene og de laver da også hele 4 varianter; en klar som er lettere på kommen end f.eks. vores klassiske Aalborg Taffel og med en masse friske citrus noter. En dild akvavit som jeg bare faldt fuldstændig for, det stads smager himmelsk! En fadlageret akvavit laver de selvfølgelig også, og her var det ligeledes tydeligt, at det er folk der kender deres håndværk. Til sidst laver de også en akvavit likør, som faktisk havde release mens vi var deroppe. Det er en sød likør med en mild smag af kommen, som henvender sig primært til dem med en sød tand, eller dem der ikke er til den klassiske akvavit.

Aurora Spirits ser sig selv som et whiskydestilleri, men på nuværende tidspunkt har de faktisk ikke en whisky på markedet, da det som bekendt tager mange år at lave. Fadlageringen skal finde sted i minimum 3 år før der er tale om en whisky, men ofte ønsker man whiskyen på fade i endnu længere tid. Men med en pres fra deres omgivelser har de valgt at sende de første par hundrede flasker på markedet efter bare 3 år, men de resterende fade får lov at hvile videre i op til 5 og 8 år. Deres 3 års whisky som snart rammer markedet og i disse dage kommer de faktisk på flaske og får det mytiske navn Niflheim. Niflheim er, i nordisk mytologi, tågeverdenen; en mørk og kold region under Yggdrasils rødder.

Og nu til det, som hele turen i virkeligheden handlede om, deres Bivrost Gin. Bivrost er i nordisk mytologi, broen mellem himmel og jord. Aurora betyder nordlys, så på den både er temaet med det arktiske og den gamle nordiske mytologi meget flot udført. Ginnen som har en alkoholstyrke på 44% er et flot mix af klassiske botanicals såsom enebær og korianderfrø kombineret med citrus og arktiske bær og urter. I Norge har man ligesom i Danmark begrebet ”allemandsret”. Herhjemme betyder det blandt andet at du må tage de bær eller frugter som du kan have i din hat, men i Norge hvor naturen er så stor og frodig er det også tilladt at bruge naturens ressourcer til kommerciel brug, fordi det er simpelthen så meget af det! De fleste af de botanicals de bruger til deres gin, er de selv ude at plukke, men heldigvis med hjælp fra lokale frivillige.

Michael og jeg nåede heldigvis at nyde et par gin&tonics under vores besøg i Norge, blandt andet en enkelt udendørs i den arktiske vind. Det var koldt, men det kan helt sikker anbefales! Vi nåede også at opleve udsigten fra destilleriet og hytten i solskin et kort øjeblik, da det faktisk var snestorm nærmest nonstop under hele vores besøg. Jeg skal uden tvivl besøge Aurora Spirits igen, og næste gang håber jeg at være heldig nok til at opleve fænomenet nordlys, som vi desværre lige missede denne gang.