Jeg var i starten af maj måned på besøg hos det svenske destilleri Bergslagen som holder til i Örebro i Mellemsverige. Jeg var afsted med folkene fra Nordic Gin House, som også har et tæt samarbejde med destilleriet.

Da vi efter en 4-5 timers køretur fra Hørsholm når frem til destilleriet, bliver vi budt velkommen af de to ejere Mats og Patrik, samt den ene af Mats’ sønner, Kalle, som også arbejder på destilleriet. Under frokosten fortalte de to ejere lidt omkring dem selv og deres historie, hvilket var utrolig fascinerende. Bergslagens Destilleri startede i begyndelsen ud med at destillere whisky hos “ghost distillers”, hvilket er et begreb man bruger, når spritten ikke er destilleriet i eget hus. Men efter nogle år har de alt valgt at investere i deres egen topmoderne pot still, som nu bruges til at destillere både whisky, akvavit – og selvfølgelig gin!

Billeder fra Bergslagens Destilleri

Billede 1 af 7

… Og netop deres gin, var selvfølgelig en af de helt store grunde til, at jeg var taget med til Sverige for at besøge dem. Mest kendt er nok deres Organic Gin som du faktisk også kan få mange steder herhjemme. Bergslagens Organic Gin er en klassisk og elegant gin med enebær og citrus, som de mest fremtrædende botanicals. Meget bevidst hvis du spørger den ene af de to ejere Mats Lihnell, som udviklede denne gin med det formål at skabe den perfekte gin til hans favorit cocktail Dirty Martini! Du finder selvfølgelig også tyttebær på listen over botanicals, og det giver faktisk rigtig god mening på flere måder. Som du måske allerede ved, så er svenskerne vilde med tyttebær i både madlavning og spiritus, og derfor var det selvfølgelig oplagt at bruge bærerne i deres Organic Gin. Men tyttebærerne har også den effekt, at deres syrlighed går ind og spiller flot sammen med de kraftige enebær, hvilket giver en rigtig god balance til ginnen som helhed. Jeg vil anbefale Bergslagens Organic Gin til både gin&tonic men i høj grad også cocktails, da det generelt er en meget alsidig gin, som spiller godt i de fleste sammenhænge.

Bergslagens Old Tom og Bergslagens Oak Gin har også set dagens lys, og her har vi at gøre med et par rigtig spændende gins, som både repræsenterer nyfortolkning og historie.

Fadlageret gin er denne tids helt store hit, og rigtig mange destillerier er begyndt at eksperimentere med denne type gin. Fadlageret gin giver associationer til f.eks. New age whisky samt den klassiske Genever, som også er kendt som “ginnens oprindelse”. Bergslagens Oak Gin er lageret i 6 måneder på 50 liters sherryfade, som tidligere har været lageret med svensk whisky. Resultatet er en rund og blød gin, med søde frugtige noter og et strejf af den svenske whisky. En fadlageret gin er oplagt at nyde neat, for at få den rene fornemmelse af alle de spændende smagsnuancer som fadene giver, men det fungerer også rigtig godt med f.eks. en ginger ale eller i en klassisk cocktail som Negroni.

Bergslagens Old Tom var under mit besøg stadig i udviklingsfasen, og den manglede lige det sidste finish inden at den var helt klar. Jeg håber, at jeg får lov at smage den under mit næste besøg, og lover selvfølgelig at bringe et par ord om den også!

Tak til Bergslagens Destilleri og Nordic Gin House for et spændende og lærerigt visit! Jeg ser allerede frem mod næste besøg.